Når vi taler om herremoden 2015/2016, kan du groft skitseret gå i to vidt forskellige retninger. Preppylooket med det polerede, klassiske look eller det casual look med et oversized streetwearfit.
Preppymode, ja tak!
Preppylooket er egentlig et ældre, konservativt fænomen, der fra tid til anden dukker op i modebilledet. Preppymoden dyrker det polerede udseende med klassiske elementer som button down-skjorter, blazere, cardigans, bukser med et klassisk snit samt tildækkede kjoler à la Jackie Kennedy. En stil, der er blevet dyrket af den hvide overklasse på de amerikanske ”preparatory schools”, men er blevet spredt til hele verden og taget op af modeskabere som Ralph Lauren. Vil du introducere preppymoden i din personlige garderobe, skal der egentlig ikke ret meget til. Vælg en klassisk skjorte og tilsæt en butterfly, et par solbriller, et par læderhandsker i ægte ”kørehandske-facon”, og så er du godt på vej! Det er ligeledes en fantastisk nem måde, når du vil peppe (eller skulle vi sige preppy) dit måske lidt triste vinterlook op. Vinterjakke og butterfly – det bliver så cool.
Oversize me!
Er du typen, der gerne vil dyrke et slim fit-look, har vi rigtig dårlige nyheder. Det er nemlig det oversized, casual look, der er in for tiden. Vi taler både jakker og bukser, der gerne skal sidde løst, ifølge nogle af topdesignerne. En trend, der både har været på banen i 2015 og fortsætter langt ind i 2016. Så er du til baggy bukser og dejlige hættetrøjer, burde du uden problemer kunne efterleve herremoden anno 2016. Tilsæt gerne nogle detaljer, der opvejer det posede look. Lad f.eks. være med at køre både posede trøjer og bukser på én gang, men skab i stedet nogle dimensioner, hvor det stramme fit holdes op mod et loose fit.Vil du have et gyldent tip til materialevalg, der kan give looket et ekstra løft, så hold dig til uld, læder og ikke mindst pels, der er hottere end nogensinde.